Glæden

Som en stille kilde med rindende vand, hviler glæden i dybet.

Små dryp med blide klask imod vandets overflade. Det danner små ringe i vandet, som omkranser skøjteløberen, der piller med lethed henover overfladen.

Lyden af dråbernes plasken når min sjæl og på det milde trøstens tæppe flyver den til trøstens land.

Blide vingesus og strejf af venlige stråler omkranser den på sin rejse.

Her kan intet ondt ramme den og hårdhed og ondskab glider i baggrunden og er udenfor rækkevidde.

Flyv min sjæl, flyv imod varmere himmelstrøg og dybere kilder. Imod solen og lyset og himmelhvælvingen som smelter sammen med jorden. Derhen hvor himmel og jord er et, på det tyndeste sted, som de kalder det. Der hvor himmeriget er midt i blandt menneskene og dyrene. Der hvor glæde og sorg ikke er hinandens modsætninger, men hinandens udspring.

Jeg leder og undersøger den sorte muld og begraver mine hænder i den gode jord. Den er blød og fugtig og nogle steder endda varm. Varm efter frøenes spiren og organismernes bevægelser.

Alt levende sætter aftryk, fodspor af dyb genklang.

Jorden og alle skabninger vånder sig og venter på at fødes til nyt liv, venter på frelse og frihed.

Frihed til fællesskab med hinanden og med Gud.

Min sjæl længes og søger igen og igen mod kilden. Den længtes efter at drikke og hvile og søge dybere.

Længere ind, helt ind til hjertet, i hjertet af hjertet. For at blive modtaget og blive kaldt den elskede. For at ligge på grønne enge ved hvilens vande.

Min elskede hvor gik du hen? Må jeg følge dig til verdens ende. Må jeg elske dig og kun dig. Må jeg spise af dine hænder og hvile mig i din favn?

Du sidder og venter på mig overalt. Uanset hvor jeg går, venter du på altid på mig dér. Ved hvilens vande sidder du og smiler og griner til mig. Du kigger på mig med øjne som irgrønne smaragder. Jeg kigger så dybt, at jeg forsvinder. Ind i dine brede skuldrer, ind i hulen, du har forberedt til mig. Til bålet der knitrer varmt og ivrigt og til pigen med de store blinkende øjne. Til hende den lille i mig, som er træt og ked af det, men som bliver taget op og beroliget med ordene, mit hjerte er større end dit.

Åh du dybe glædes kilde som er evig og konstant. Du som flyder med evigt livgivende vand, som trøster, beroliger og varmer vores små ængstelige hjerter. Du som planter oaser i ørkenen og baner vej i ødemarken. Du som går forud for alt og som ikke er underlagt tid og rum. Du, som er livets lys og skænker os det selvsamme. Må vores hjerter for evigt søge dig, længes, glædes, trøstes og forvandles.