SORGENS HUS – HVOR JEG FANDT GLÆDE

ansoMit navn er Anna-Sophie og jeg er fra 1981. Jeg er født i Sverige, men er opvokset i Sønderborg. Der gik jeg i skole og afsluttede som student fra Gymnasiet. 


Jeg boede hos min alkoholiserede og psykisk syge mor og dernæst hos min far og hans hustru. Efter nogle turbulente skoleår i folkeskolen og gymnasiet flyttede jeg til Silkeborg og gik i lære som kok. Jeg blev ved faget et år og efter praktikforløb i Skotland, besluttede jeg mig for at blive pædagog i stedet.


Jeg flyttede til Odense og startede pædagoguddannelsen. Det blev 3½ hårde år på uddannelsen, der kostede mig blod, sved og tårer. Jeg havde det psykisk svært og drak og festede en masse. Mit forhold til mine forældre var dårligt - mildest talt og efter et stykke tid måtte jeg afbryde kontakten med min mor. 


Efter veloverstået eksamen kunne jeg kalde mig pædagog og jeg besluttede mig, for at vandre Caminoen, en pilgrimsvandring i Nordspanien. Den skulle vise sig, at ændre mit liv. 


Da jeg kom hjem, mødte jeg Gud i mit soveværelse en sen aften. Det var i 2007. Og fra den nat blev mit liv forvandlet.


Jeg begyndte at komme i pinsekirken og efter 2 år der og 2 måneder på teologistudiet i København, sendte jeg i 2010 en ansøgning til Mariager Højskole og kom ind. Her har jeg nu, foråret 2013, været i næsten 3 år og underviser i kristen spiritualitet. Til sommer skal jeg videre herfra. Jeg drømmer om at komme til at bo i en kommunitet.

Her er nogle af mine refleksioner over det, jeg har været igennem. Jeg har givet det overskriften: Sorgens Hus

Sorgens Hus.

”Hellere gå til sorgens hus end til festens hus, for i sorgens hus ender alle mennesker og det skal den levende lægge sig på sinde. Hellere græmmelse end latter, for hjertet kan være glad, selvom ansigtet er mismodigt. Den vise har sit hjerte i sorgens hus, tåben har sit hjerte i glædens hus. (Prædikerens bog 7:2-5)

Får at kunne forklare hvorledes sorg og glæde og dybt forbundet, må jeg gå til sorgens hus. Jeg må turde opleve vores egen dybe smerte og sorg, for at kunne forstå denne forbundenhed. For at kunne forstå, at fra sorgen udspringer dyb glæde.

Så hvordan ser det ud i sorgens hus?

Vi læser, at i sorgens hus ender alle mennesker. Vi mødes på en forunderlig måde alle der, hvor livet smerter og hvor vi behøver trøst. Selvom vi ikke kender hinanden eller ved meget om hinandens liv, er det som om, at når vi mødes i vores sår og smerte, er vi forbundet med hinanden på et dybere plan.

Vi behøver ikke fortælle hinanden, at vi ser hinanden eller at vi forstår. Vi føler os allerede forstået og set blot i mødet med hinanden. Vores sjæle mødes og taler deres forunderlige sprog. Et kærlighedens sprog, som går dybere end ord. Vi bliver kindred spirits, ligesindede.

Vi læser, at hjertet kan være glad, selvom ansigtet er mismodigt.

I sorgen har jeg erfaret, at der ikke er lang vej fra sorg til glæde. Fra gråd til latter. Jeg kan, når sorgen er størst, bryde ud i forløsende latter og ikke ane, hvor i alverden det kom fra!

Så må jeg lige minde mig selv om, at jeg jo forresten er ked af det.
”Den vise har sit hjerte i sorgens hus, tåben har sit hjerte i glædens hus”.

Den sætning stak ud, da jeg læste den i min dybe sorg. Jeg læste den igen og igen og noget i mit hjerte blev trøstet. Men jeg forstod den ikke. Jeg spurgte min ven og han forklarede; man er en tåbe, hvis man tror, at kun i glæden kan livet leves. Kun når man har det godt og alting går glat, kan man være glad.

Den vise ved, at livet er smukt også når det leves alvorligt, dette er min erfaring. Når jeg giver mig selv lov til, at sørge og græde møder Gud mig netop der på en helt særlig måde, og jeg får lov, at røre hans faderhjerte. Og i dette sorgens rum oplever jeg hans trøst og hans løfte til mig ”salig er de, som sørger, for de skal trøstes”, bliver virkelighed. Det vækker genklang i sjælens dyb, for her møder Gud i mig, Gud.

På mit besøg i sorgens hus oplever jeg at møde Gud. Sammen deler vi sorgen. Det er ikke kun mig, som sørger, men han sørger også. Også han er mismodig og sørger. Hvordan kan den almægtige himmelske Gud være sorgfuld? Og hvad er det han sørger over i mødet med mine sår?

I sorgens hus er Guds hjerte. Der kan jeg røre Guds hjerte. Han er i sorgen og i rastløsheden. I frygten for at blive syg ligesom min mor var det, for ikke at kunne klare livet, for at bukke under. Han er i alt dette.

Guds hjerte er i sorgens hus.

Det er ikke mørkt i sorgens hus. Det er lyst. Lyst som dagen. Der er dyb stilhed og fred.